Romantikkens verden - Natur, menneske, samfund, kunst og kultur

Af: n a, Ole Høiris (redaktør), Thomas Ledet (redaktør)

Læseprøve

Beskrivelse

Romantikken er en sammensat kulturhistorisk og åndshistorisk strømning, som brød frem i slutningen af 1700-tallet og kulminerede i den første tredjedel af 1800-tallet, men havde udløbere helt ind i det 20. århundrede. Ud over at formulere et særligt verdenssyn, der åbnede for en dyrkelse af folkelig fortid, for melankolsk livsførelse, dybe trængsler, anelser, splittelse og higen efter helhed og harmoni og meget andet, var den karakteriseret ved en kritisk reaktion mod to af den tids stærke strømninger: Den oplysningstid, som i den romantiske kritik ofte blev fremstillet som en kold, reduktionistisk, materialistisk rationalisme, og den endnu koldere materialistiske og rationalistiske modernitet. En ubehagelig fremtid, som romantikerne så trænge sig på med den fremvoksende industrialisering. Givet er det, at romantikkens kosmologi og filosofi blev formuleret blandt tyske intellektuelle i sidste halvdel af 1700-tallet, og at strømningen i forskellig rytme og med varierende styrke spredte sig ud over Europa. Gennemslaget inden for faglige, videnskabelige og kunstneriske områder varierede dog meget, og påvirkningen af åndslivet var højst forskellig fra land til land. Denne bogs mere end 40 artikler - alle skrevet af forskere på det nye, store Aarhus Universitet - spreder sig derfor over hele perioden mellem sidste kvartal af 1700-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og omhandler alt fra forskning i Frankenstein og ædle vilde over nationalisme og gymnastik til Florence Nightingale og onde hekse.

Yderligere informationer